- Afstemning online, dokumentation og live event
The New Tribe er Parfymes seneste projekt. Det er et utopisk og humoristisk projekt, hvor Parfyme undersøger rammerne for et nyt muligt fællesskab som svar på de miljø- og ressourcemæssige udfordringer, verden står overfor. Her på RETHINKs hjemmeside kan man stemme på, hvilke værdier der skal gælde for den nye stamme – f.eks. hvilken mad stammen skal spise, og hvilken styreform der skal gælde – ligesom man har mulighed for selv at tilføje alternativer, og derved påvirke stammens levevis.
Parfymes projekter finder ofte sted i det offentlige rum og inddrager borgere fra lokalmiljøet. En vigtig del af deres kunstneriske materiale udgøres af de ideer og holdninger, som andre mennesker bringer med ind i projektet.
I The New Tribe består materialet af informationer og ideer fra stemmesedlerne, som Parfyme løbende bearbejder og afprøver i den virkelige verden. Projektet tager således form i løbet af udstillingsperioden, og undersøgelsens resultater offentliggøres ved en event den 17. januar 2010 kl. 12.00. Mødested: under uret på Hovedbanegarden i København.
