Om rethink kakotopia
’Kakotopia’ var den engelske filosof Jeremy Benthams betegnelse for en negativ samfundstilstand, et anti-utopia præget af kaos, opløsning og menneskelig lidelse. På grund af klimaforandringer befinder menneskeheden sig i begyndelsen af det 21. århundrede i en tilstand, hvor en ændring af livsbetingelserne på vores planet tegner sig stadig klarere. De præcise konsekvenser er usikre og omdiskuterede, men meget indikerer, at de bliver betydelige. Den videnskabelige usikkerhed om de potentielle katastrofer afføder et udvalg af dommedagsforestillinger. Dommedagsprofetier eksisterede især i tidligere århundreders religiøse forestillinger, men industrialiseringen bragte et skift i fokus. I vores moderne samfunds fremskridtstro har vi vænnet os til, at det skulle være potentielt muligt at finde en teknisk løsning på hvilket som helst problem, men vi står nu i en ny situation, hvor vi er usikre på, om ikke problemerne er større end løsningsmulighederne.
RETHINK Kakotopia tager udgangspunkt i dette kaotiske felt, hvor troen på teknologiske løsninger brydes med dommedagsforestillinger, der trækker på dybtliggende universelle katastrofefantasier. Kunsthallen Nikolaj har inviteret en række kunstnere, som formulerer refleksioner over den erkendelse, der i løbet af de seneste tiår på en helt anden måde end tidligere har sat spørgsmålstegn ved arten menneskets evne til overlevelse. Er vores psyke og samfundssystemer i stand til at fatte og reagere på udfordringen? Kunstnerne bidrager ikke med løsning på problemerne, men tilbyder billeder, der kan bruges som redskaber til refleksion, diskussion, erkendelse – og handling.
om kUNSTHALLEN NIKOLAJ
Kunsthallen Nikolaj viser den nyeste samtidskunst. Beliggende i hjertet af København tilbyder museet nye, overraskende og kritiske udstillinger, som skaber gode oplevelser og stof til eftertanke, fordybelse og debat. Der vises 5-6 danske og internationale udstillinger årligt, der giver publikum mulighed for at stifte bekendtskab med hovedsagelig eksperimenterende og nyskabende kunst.
Kunsthallen Nikolaj
Nikolaj Plads 10
1067 København K.
RETHINK Kakotopia
Fra 31. oktober 2009 til 10. januar 2010
Tir-søn: 12-17
Tor: 12-21
Entre: 20 kroner (mere info)
Læs mere på www.kunsthallennikolaj.dk